top of page

HELTE

Siden sommeren 2003 og frem til 2006  arbejdede Anne Marie Ploug, Lars Grenaae, Jakob Nørgaard og Claus Handgaard på det grafiske projekt Helte. Projektets kerne er en grafik mappe bestående af 48 grafiske blade i formatet 48 x 48 cm og former sig som en billedeantologi over fænomenet helte.

 

At definere Helten klart og koncist synes næsten umuligt. Fra leksikonets forklaring om oldtidens halvgud der drog ud på en quest, til nutidens virvar af stjerner og idoler kan der nok drages paralleller, men sandelig også gives anledning til at fare vild i heltebegrebets mange betydningslag. Til gengæld giver det et glimrende afsæt for en billedkunstnerisk fortolkning af Heltemyten.

Claus Handgaard præsenterer nærmest en pærevælling af helte, hvor den enkelte helt ikke er i fokus. Her er det mere heroisme som smitsom sygdom, eller med andre ord; inspiration. Helten behandles som en flygtig tilstand, f.eks. den periode en rollemodel er relevant eller de sekunder/minutter man selv kan være overvældet af heroisme. Konkret er Handgaard Jørgensens serie af tryk formet som 12 bogomslag, som et billede på en umiddelbar distance til heltene, men også som et konkret billede på søgen efter inspiration.

 

Man higer og søger, i gamle tegneserier og bøger.

 

Selve arbejdet fandt sted i to perioder af tre måneder på Statens værksteder for Kunst og Håndværk og på Kunstakademiets grafiske skole. Produktionen blev realiseret med støtte fra Billedkunstrådet.

bottom of page