Jeg fik en ide.

 

Jeg havde noget jeg gerne ville fortælle jer. Jeg gjorde et forsøg. Jeg er ikke sikker på at I forstod mig og nu har jeg glemt hvad det betød, men jeg vil stadig gerne fortælle det. Jeg havde en ide men nu er den væk. Så jeg prøver at genkalde, mens jeg fortæller.

Jeg havde en ven. Han var medejer af et stort reklamebureau. En dag fik han pludselig en ide, eller nærmere bestemt, Ideen. Ideen der kunne understøtte og affyre et missil af en kunstkarriere. Han havde ledt og undersøgt imellem morgenmadsprodukter og brødtekster. Der lå den endelig, en diamant af ren uafhængig kunstnerisk flow. Han solgte sin anpart af bureauet for nogle millioner, og satte sig for at følge ideen om sølvpapirshatten.

Ideen stod klar for ham, men udførelsen var problematisk. Efter den første palle af folieruller var brugt, var det eneste produkt, hans egen skuffelse. Den lille skuffelse der opstår når en ide ikke lader sig føde og materialiserer sig krystalklart. Han stod med erkendelsen af den proces der lå forude.  En proces der måske nok tog udgangspunkt i ideen, men også førte af snirklede veje og blindgyder, og åbnede ind til pladser af nye muligheder, med nye sideveje. Min ven så sig tilbage og kunne knapt skimte sin ide, men han anede at han ikke kunne gå tilbage. Skuffet og utålmodig tog han første vej til højre og lod sig fare vild.

Han udstillede værket på årsdagen for ideen. I en københavnerport hang der en sølvfolierulle. Under portens loft hang den. I usynlige snore. Som et geværløb sigtede den ud mod verden og ind mod den byfornyede gård. Ferniseringen blev holdt mellem skraldebøtter og cykler. Det var en lun sommeraften. Bagefter spredtes alle ud i gadernes væv. Dåseøl og latter lød, mens solen aldrig helt gik ned.

Det aluminiumsomspændte paprør hænger der vist endnu.

Alle de muligheder. Halvtomme glas og en opvask der venter.

I dag er han en anden